Det er ok med vodou i Vestfold

Dansk religionshistoriker kritiserer reaksjonene etter vodou-ritualet som ble utført ved gravfeltet Istrehågan i august. Hendelsen fikk mye omtale i lokalpressen.

Rune Hjarnø Rasmussen, ph.d

Når mennesker reagerer voldsomt og paradoksalt er det gerne dybe kulturelle strukturer som er blevet berørt.

I denne artikel reflekterer jeg over de voldsomme reaktioner på et vodou-ritual som udførtes på det norske kulturminne-sted i Vestfold-Telemark i midten av august.

Vesten møder Afrika

Reaktionerne på ritualet viste et gammelt og karakteristisk mønster i vestens møde med afrikansk kultur, en kultur der ses som en mørk og irrationel modsætning til det europæiske rationalistiske selvbillede.

Det blev tydeligt hvor dybt denne oplevelse ligger i os, da Facebook-siden ”Kulturarv i Vestfold og Telemark fylkeskommune” i midten af august offentliggjorde fotografier af resterne af dette ritual som befandt sig på gravpladsen Istrehågans skibssætninger fra den romerske jernalder.

Resterne af ritualet bestod af et vévé-symbol, en grafisk påkaldelse af en loa, vodou-gud som er gravstedets ånd og som kaldes Baron Cemetiere. Dette religiøse symbol var lavet indeni en af de forhistoriske skibssætninger. Et gravlys stod inden i vévé-symbolet og stearinlys var placerede ved skibets stævn og agterende. Man fremhævede også at der var blevet tændt ild og at det ikke er første gang at disse ritualer har udspillet sig.

En hane med afhugget hoved lå ca 30 m fra symbolet i nærheden af en anden skibssætning. Der var fjer fra hanen inden i vévé-symbolet.

Video fra VGTV

Reportasje NRK

Omtrent en uge senere stod den norske houngan (vodou-præst) Kristian Moe frem i Tønsberg Blad og talte om sin praksis i Vestfold og om den fordømmelse som hans kreds af norske vodou-udøvere oplever. En deltager i det pågældende ritual fremhævede overfor Tønsberg Blad at de har dyb respekt for kulturminnet, altid rydder op efter sig og at de i øvrigt afviser at resterne af ild har noget med vodou-ritualet at gøre.

Vestfold kulturav har tydeligt meldt ud for en høj grad af religionsfrihed, men udtrykker dog bekymring for hvordan denne anvendelse kunne påvirke kulturminnet, navnlig brugen af ild der fremhævedes som problematisk.

Netop dette har dog ikke den store relevans fordi dette ikke blev omtalt da social media-debatten udspillede sig og i øvrigt fordi Vestfolds vodou-udøvere stærkt benægter at det er dem som har tændt ild.

Det interessante var dog de gamle euro-centriske forestillinger om vodou som den ikoniske Anden som viste sig i kommentartråden på Facebook.

Stærke reaktioner på Facebook

En af de mest like’ede kommentarer sagde: ”Respektløst og uvitende. Både overfor dyret og stedet og gammel tro. Å gjøre hærverk og skade naturen har ingenting med åndsarbeid å gjøre.”

I den følgende Facebooktråd blev vodou-ritualet vurderet som følger:

• Grov dyremishandling som burde have været politianmeldt med det samme!
• Objektivt krænkende for både historikere, slægt, lokalbefolkning, turister, vikinger, arkeologer
• Respektløst og uforskammet overfor disse forfædres sidste hvileplads, eftersom vi ikke lever i en vodou-kultur
• Grusomt, Trist og dypt respektløst, fjollet og meningsløst
• Åndeligt enfoldigt og amatøragtigt
• Et brud på dyreværnsloven
• Problematisk pga. familier der besøger kulturminnet.
• En hel del kulturskridt baglæns.
• Udtryk for manglende åndelig indsigt
• Overfladisk falsk performance uden egentlig religiøs grund som var udført alene med det formål at provokere eller endda diskreditere ”rigtig praksis”

Der blev udtryk håb om at hanens ejere ville kontakte politiet, men der blev også fremhævet modargumenter, f.eks. at det næppe kan kaldes dyremishandling at hugge hovedet af en hane og at dette tydeligvis drejer sig om en religiøsitet som ikke deler new-age-forestillinger om at ofring står i modsætning til åndelig oplysning.

Disse stærke reaktioner udtrykker dels den gamle ide om vodou som et ikonisk mørkt spejlbillede af den rationalistiske europæiske modernitet. Men det er interessant at der er så stort fokus netop på den ofrede hane. Det viser noget om vores aktuelle nordiske selvforståelse at netop denne detalje er så enormt krænkende for moderne skandinaver, som en kommentar udtrykte det:

Men denne hanen som måtte bøte med livet på grunn av den dritten de holder på med! Når det skrives om slike saker, så legges det liten vekt på det dyret som måtte dø! Sånne dyretragedier bør anmeldes til POLITIET. Skam dere!

Offerritualer har alltid været centrale

Dette er interessant, for præcist hvad er det som er så krænkende ved denne døde fugl?

Det kan vel dårligt kaldes grusomt at hugge hovedet af et fjerkræ, hvis man sammenligner med niveauet af dyrevelfærd i almindelig konventionel kødproduktion, hvor svin er avlede til at gro ca. et kilo kød om dagen, så staten Danmark f.eks. kan producere 30 millioner slagtesvin årligt. Det er gigantiske automatiserede produktionssystemer hvor dyr lever i næsten total fiksering, uden adgang til udendørs rum i ekstremt overforbrug af antibiotika og kraftfoder.

Videre – hvorfor er ritualet respektløst?

En gave til gravstedets ånd er vel netop respektfuld overfor stedet. Og er ritualet fysisk ødelæggende? Folk syntes i fuldt alvor at se et par stearinlys, en smule mel og en død fugl som farlige for et halvanden tusind år gammelt sten-monument, eller for selve naturen.

Det er også underligt at nogen opfatter denne religiøsitet som særligt uægte eller rollespilsagtig. Ingen havde formodentligt haft sådanne tanker, hvis man havde fundet et bedetæppe som pegede imod Mekka.

Hjemmeslagtning af dyr er naturligvis omgærdet med specifikke regler, men skulle halshugning af et fjerkræ være en sag for politiet? Og skulle synet af denne døde fugl virkeligt være skadeligt for børn?

Jeg er selv vokset op på en gård og har set dyr blive slagtet så længe jeg kan huske. Jeg vil ikke mene at disse oplevelser har traumatiseret mig, blot lært mig at mennesker udfører rigtig vold mod rigtige dyr for at kunne spise kød.

Der er også en dissonans i at folks idealiserede fortids ”åndelige” naturreligiøsitet opleves som krænket. Med et minimum af religionshistorisk forståelse skulle det være klart at offerritualer har været centrale i forhistorisk religion. Arkæologien viser da også at præcist dette været tilfældet netop i folkevandringstidens gravkultur i Vestfold. Noget af det tætteste vi kommer på at forstå fornnordisk gravskik er formodentlig en detaljeret beskrivelse fra den arabiske rejsende Ibn Fadlan. Skal man tro Ibn Fadlan, så var det en meningsfuld gravskik for førkristne nordboer at dope, derefter gruppe-voldtage og til sidst rituelt myrde en slavekvinde. Så – skulle et stykke dødt fjerkræ virkeligt repræsentere en sådan besudling og krænkelse af disse vore ædle forfædres ”sidste hvileplads” – virkelig?!

Nedvurdering af afro-karibiske religion

Det er næsten som om reaktionerne udtrykker snarere end overser disse dissonanser. Det er præcist fordi vores almindelige kødproduktion så systematisk og grusomt mishandler andre væsner at synet af en død fugl får os til at flippe ud. Det er fordi vi har reduceret gamle helligsteder til selfie-kulisser at vi provokeres af at et sådant helligsted faktisk bruges rituelt. Det er netop fordi den udbredte new-age religiøsitet er så pastelfarvet at et faktisk animistisk ritual opleves som antitetisk til ”åndsarbejde”. Det er fordi vores civilization årligt dumper 300 millioner ton plastik i havet at en håndfuld mel og en død fugl ses som miljøskadende. Og det er fordi vores billede af vores forfædre er en sådan oppustet pastiche at et ritual der ærer dem paradoksalt opleves som en negation af dem.

Hvor reaktionerne ikke udtrykker hverken kristen fordømmelse eller racisme, så ser man tydeligt den modernistiske nedvurdering af den afro-karibiske religion. En person mente at ritualet var udtryk for et ”tidligere kulturtrin” og en enkelt arkæologstuderende, brugte overordentligt fordømmende sprog. Ritualet var en umoralsk, ulovlig og ødelæggende vanhelligelse af et arkæologisk monument.

Det giver sig selv at et sådant kulturminne er et klenodie der bør beskyttes, men det interessante i denne sammenhæng er den modernistiske fokus på videnskabens ejerskabsfelt som egentlig helligt overfor den afro-karibiske religion som kulturelt tilbagestående.

Denne opfattelse har dybe rødder i religionshistorien. Siden kolonitiden har europæere reageret med en særlig blanding af fascination og frygt overfor religioner af vestafrikansk og afro-karibisk oprindelse. I nogle tilfælde har europæere oplevet en art genkendelse i mødet med en type religion, som har markante lighedstræk med Europæernes egne polyteistiske traditioner.

Da den viktorianske officer Alfred Burton Ellis skrev om den vestafrikanske yoruba-kultur, lagde han stor vægt på sammenligningen mellem yorubaerne og det antikke Hellas som denne tids englændere idealiserede. Men da man i begyndelsen af det 20. århundrede fandt de smukke Ifé bronze-hoveder i Nigeria, fastslog den tyske etnolog Leo Frobenius at de laverestående afrikanere var alt for primitive til at kunne have lavet så fornem ”naturalistisk” kunst. Frobenius konkluderede at Ifé-hovederne måtte være stammet fra forhistoriske hvide mennesker i Vestafrika.

Krænker det modernistiske verdensbillede

Navnlig den haitianske vodou-religion har været mål for dæmonisering. Den spillede en væsentlig rolle i gennemførslen af en af den vestlige verdens første borgerlige revolutioner, nemlig den haitianske revolution i 1791. Det var et voldsomt brud på tidens racistiske verdensbillede at afrikanere således bragte deres egen religiøse kultur i stærk synergi med tidens mest progressive oplysningstanker og militært besejrede en europæisk stormagt, hvorefter de lavede en selvstændig haitiansk republik efter fransk forbillede. Europæere begyndte derfor paradoksalt at se vodou som en dæmonisk antisocial kraft, den oplyste europæers mørke spejlbillede.

Men der er også noget ved ofringen som i sig selv clasher med det moderne verdensbillede. Moderniteten bygger på en mytologi hvori menneskets sind, betydninger, psykologi og kultur er skarpt adskilte fra en død upersonlig og materiel verden.

Denne moderne selvforståelse kompromiteres af en klasse af religiøse fænomener, herunder offeret. Andre eksempler er f.eks. åndebesættelse, og fetishisme, eksempler på religiøse praksiser som europæiske modernister har forstået som udtryk for vanvid og vrangforestillinger. F.eks. så Marx fetishismen som udtryk for en fejlagtig forståelse af værdi og for Freud var den sexuel perversion.

Offeret er et lignende religiøst element som krænker det modernistiske verdensbillede. Typisk tænkes det fysiske drab på en organisme at overføre liv til noget, f.eks en guddom. Denne fysikalitet ved det religiøse er anstødelig for den moderne betragter, – langt mere anstødelig end f.eks. slagtningen af et fjerkræ. Det er netop derfor at reaktionerne er så voldsomme og så inkoherente.

Den moderne betragter krænkes af den fysiske overskridelse mellem person og ting, subjekt og objekt, betydning og materie. Sammenblandingen mellem noget og nogen. Ligesom i besættelsen eller fetishdyrkelsen, så er offeret en bro mellem person og ting.

Denne tanke kompromiterer selve det moderne verdensbillede, hvor der er et meget skarpt skel mellem betydning og materie, mellem ting og person. Det er derfor at denne hane skaber disse voldsomme modreaktioner. Der er ikke plads til døde fugle i det moderne skandinaviske selvbilledes IKEA-køkken.

Fascination og genkendelse

Men sideløbende med al denne krænkelse, så skimter man også fascinationen og genkendelsen.

Ritualet var udført på et fornnordisk helligsted, formodentligt af etniske nordmænd. Kulturarv Vestfold tog først ritualet for at være en form for ny-hedendom, og i kommentarsporene vises der faktisk adskillige reaktioner, som udtrykker at folk oplevede dette afro-karibiske ritual som naturligt beslægtet med den førkristne nordiske religion.

Vores oplevelse af den afro-karibiske religion er altså stadig udspændt mellem den fobiske frygt for den haitianske revolution og Burton Ellis’ genkendelse og værdsættelse af noget som markant ligner europæisk førkristen religion. Den norske religionshistoriker og pod-caster om nordisk religion, Eirik Storesund, udtrykte genkendelsen således, da han delte billederne på sin platform:

When I said North Sea Voodoo I thought it was all in my head.